Africa 1977/78

M/S Sargodha (Billedet viser søsterskibet M/S Sumbava men de er identiske)

Efter at have taget certifikat som Radiotelegrafist på Svendborg Navigationsskole aftjente jeg i 1977 værnepligt ved Søværnet, hvor jeg var tjenestegørende som værnepligtig radiotelegrafist på fiskeriinspektionsskibet Hvidbjørnen. Vi var beskæftiget med søredning og fiskeriinspektion ved Færøerne og Grønland.
Efter hjemsendelse fra Søværnet fik jeg ansættelse som Radiotelegrafist i Det Østasiatiske Kompagni i daglig tale ØK. Det var et rederi med Stolte traditioner, og for en nyuddannet Telegrafist var det drømmen der gik i opfyldelse. Så vidt jeg husker startede jeg i ØK den 1. November 1977, de første dage gik med at få alle formaliteter på plads, indkøb af uniform etc. Og endelig fik jeg besked fra personaleinspektionen i Frihavnen om at jeg skulle påmønstre et af kompagniets skibe M/S Sargodha for en rejse til West Africa. Sargodha var bygget i 1956 og på det tidspunkt et af de ældste skibe i ØK. Det var et traditionelt stykgodsskib med master og bomme, der blev benyttet når vi lastede og lossede. Skibet havde en besætning på 38 mand, og selv efter datidens målestok var det en meget stor besætning, men det bevirkede at der var et utroligt socialt liv ombord J  Da der var et hierakki uden lige den gang betød det, at der var 8 messer, Der var Salonnen, hvor Kaptajnen, Overstyrmanden, Maskinchefen  og Hovmesteren spiste sammen med eventuelle passagerer, derefter var der Officersmessen, hvor vi almindelige officerer spiste, der var en assistentmesse, en aspirantmesse, en matrosmesse, en motormandsmesse, en cateringsmesse samt en messe for bådsmanden og skibstømreren.
 

 

Jeg modtog flybillet og rejseinstruktioner, og fløj til Amsterdam, hvor jeg blev afhentet af skibets agent, der ville bringe mig ombord på skibet i Rotterdam. Da jeg ankom til Amsterdam kunne jeg ikke umiddelbart finde min kuffert, efter nogen søgen fandt jeg den i et stativ sammen med en hel masse andre kufferter, hvad jeg ikke vidste noget om, var at der var 2 besætninger til 2 forskellige skibe der skulle mønstre i Rotterdam, og agenten havde samlet kufferterne sammen J Naiv og uvidende som jeg var begyndte jeg at hive og flå i min kuffert for at få den ned fra stativet, indtil der var en myndig stemme der fortalte mig at jeg skulle stoppe med det pjat, jeg trådte et skridt tilbage – faldt over en taske der stod bag mig, og væltede ind i en moden Herre, som blev noget irriteret over situationen, han fik forklaret mig sagens sammenhæng og noget rød i kammen måtte jeg undskylde og det viste sig så, at det var Kaptjnen (på det andet ØK skib – heldigvis) Da vi kom ned ombord blev jeg mødt af et syn jeg aldrig glemmer, en gammel rustbunke af et skib samt heavy fuel olie over alt både på dæk og i havnen, det viste sig, at de var ved at bunkre fuel olie, men tanken var løbet over, så der var et værre svineri og en stank uden lige. Jeg blev introduceret til mine kolleger ombord, og skulle være overtallig (ekstra) telegrafist i et par uger for lige at komme ind i arbejdsrutinerne, der ud over telekommunikationsarbejdet også bestod af alt skibets regnskab, lønningsregnskaber for besætningen, indklarering af skibet i de havne vi anløb samt være ansvarlig for filmbytning etc etc – alt i alt et utroligt varieret administrativt job. Efter en uge ombord fik jeg besked fra Kaptajnen at Personaleinspektionen havde besluttet, at jeg skulle afmønstre ved ankomst København, for at tilbringe et par dage på kontoret i frihavnen, hvorefter jeg skulle mønstre igen i Oslo.


   

Efter et par dage på kontoret i København, hvor jeg fik gennemgået de forskellige procedurer for alt det administrative rejste jeg til Norge , hvor jeg mønstrede igen. Herefter fortsatte skibet sin sejlads ned gennem Europa, hvor vi lastede diverse produkter til de forskellige lande i Afrika. Da vi kom til Rouen i Frankrig – halvvejse oppe af Seinen, var vi en 5-6 stykker fra officersbesætningen der blev enige om, at vi ville udnytte opholdet til en tur til Paris, vi forsøgte i første omgang, at leje en bil, og jeg fik agenten til, at køre mig og elektrikeren  ind til et biludlejningsbureau, han satte os af og skyndte sig at køre igen!!!!! – det viste sig, at de 2 ældre herrer på kontoret ikke kunne eller ville tale engelsk, og da ingen af os  kunne  et ord fransk måtte vi improvisere, så vi forsøgte på alle mulige og umulige måder, at forklare de 2 herrer vores ærinde, men forgæves de sad som stenstøtter og kunne/ville ikke forstå, så vi måtte gå med uforrettet sag. Derefter besluttede vi at tage toget ind til Paris, og det var alt andet lige nok også bedre. Vi kom ind til Gare Du Nord midt på eftermiddagen, og det første der skete, var at vi nær var blevet arresteret, da vi så et par franske betjente på et par veloer, det syntes vi var meget morsomt og begyndte at joke omkring det, men de 2 herrer kunne ikke se det morsomme i situationen og blev noget mopsede, og bad os opføre os ordentligt, så vi skyndte os at gå videre mod målet – Eiffeltårnet. Da vi ankom kom vi op med det samme – ikke noget med timelange køer, og også dengang var det et imponerende syn der mødte os da vi kom op i tårnet og nød den flotte udsigt over Paris.

   

Herefter fortsatte sejladsen og vi ankom til den første havn i West Afrika Freetown i Sierra Leone. Da vi ankom var der ingen ledig kajplads og vi måtte ankre op på reden og afvente ledig kajplads. Mens vi lå på reden fik vi besøg af 2 lokale handelsmænd i et par kanoer. I den ene af kanoerne var der 2 levende aber, mener dog ikke de fik solgt noget til os. Efter et par dage til ankers, fik vi besked på at sejle ind, og det var jo noget af et gedemarked der mødte os – utroligt fremmedartet, men meget spændende for en ung mand med appetit på livet J Den næste måneds tid tilbragte vi mellem de forskellige havne, og da vi nærmede os julen lå vi på reden ud for Tema i Ghana og afventede kajplads. Det blev besluttet at dække op ude på agterdækket på lugen ned til lasten. Dæksbesætningen rejste lugepressenningen så vi kunne side i ly for eventuel regn, og der blev dækket borde til hele besætningen (38 mand m/k).
   

   

  

Selve julearrangementet startede med en lille reception sidst på eftermiddagen oppe på soldækket, hvor Kaptajnen bød på et glas sherry. Her udveksledes julehilsner og der var lodtrækning om gave modtaget fra sømandsmissionen – gaver der bestod af hjemmestrikkede halstørklæder, huer samt andet håndarbejde og diverse bøger etc. Det vakte en del jubel når man pakkede en hjemmestrikket hue ud i 30 graders varme og bagende solskin, men det er jo tanken der tæller........... J
Til aften var der traditionel dansk julemad med masser af god rødvin til, og som det kan ses på billederne manglede der absolut ikke noget der hører en rigtig jul til – selv rigtige juletræer havde vi med på køl.

 

Efter nytår sejlede vi til Douala i Cameroun, her fik vi besøg af den tyske sømandspræst i byen, og han tilbød os en spændende udflugt, hvor vi først skulle køre et par timer i minibus, hvorefter vi skulle sejle på en af floderne i udhulede træstammer i en times tid, herefter skulle vi gå videre til en lille landsby inde i junglen. Det lød rigtigt spændende, og vi var en halv snes stykker fra besætningen der tog imod tilbuddet. Det blev en utroligt spændende tur, med mange flotte oplevelser, en af de ting jeg husker er, at da vi nåede frem til den lille landsby stod vi i udkanten af landsbyen (der bestod af 4-5 små hytter) fik jeg kikket ned på jorden, og ca 10 cm fra min højre fod lå der en hel flok skorpioner, så jeg fik flyttet mig i en fart og gjort de andre opmærksomme på problemet. Sømandspræsten prøvede at puffe til dyrene med foden, hvilket fik vores lokale guider til næsten at gå i panik. De kom springende med store kæppe og slog skorpionerne ihjel. De var virkelig bange for dyrene, vi andre var ikke rigtig klar over farligheden og syntes blot det var spændende...........................



Sidst i Januar påbegyndte vi turen nordpå igen, denne gang lastet op med diverse sydfrugter og andre gode sager fra Afrika til brug i de europæiske husholdninger, hvor vi også lige var en tur i Oslo igen, og som det ses på billederne var det noget af en temperatur forskel vi kom op til. Efter endt udlosning kom vi til Nakskov skibsværft, dengang ejet af ØK, her skulle skibet dokke, og da skibet var solgt til et kinesisk rederi , skulle de overtage skibet efter endt dokning. Hele besætningen afmønstrede i Nakskov, og jeg tog hjem til mine forældre for en god lang ferie. Nedenfor har jeg lagt en del billeder fra turen ind i galleriet.